BoligindretningShopping

Ikeas skjulte salgstricks, som du falder for hver gang

Kvinde i Ikea lageret

1. Du SKAL igennem alle afdelinger – der er ingen smutveje

Uanset, hvor udspekuleret man er, uanset, hvor mange planer, man lægger inden besøget i Ikea, vil man altid blive ledt igennem alle afdelinger. Det sørger den nøje gennemtænkte indretning af gangarealerne for.

Som kunde kan du simpelt hen ikke finde en genvej. ‘Labyrinten’, som butiksindretningen også kaldes, er en fastlagt ruteplan, hvor du kommer forbi alle afdelinger inden til slut at ende ved kassekøerne.

Naturligvis er der short cuts af sikkerhedshensyn og for de ansattes skyld, men disse ruter er skjult for det utrænede kundeøje.

Labyrint-tricket afsløres i en artikel på Mental Floss, hvor flere af Ikeas smarte forretningsstrategier lægges frem. Kilden er bl.a. en tidligere ‘Ikea-veteran’, Johan Stehebo, som har skrevet bogen ‘The Truth About Ikea.’

 

2. De snedige tricks, som lokker dig til impulskøb

Ikea er naturligvis ikke den eneste butikskæde, som gerne vil have kunderne til at kaste sig ud i impulskøb. Men Ikea er særligt gode i denne disciplin. Hvor ofte er man ikke taget afsted med planen om kun at købe en lampe – og er kommet hjem med stakkevis af servietter, stearinlys, billedrammer, sutsko og uidenficerbare ting lavet af rød plastic?

I USA omtales Ikeas impulskøb-afdelinger som ‘Open The Wallet’, den åbne tegnebog. De er placeret i et område, hvor kunderne typisk er ved at være kørt træt, hvor rygraden måske er ved at være lidt slap. Her ligger der så bunker af lækre småting, som er svære at ignorere.

 

3. Kæmpe-bunker snyder dig til at tro, du gør et genialt køb

Næste gang du er i et supermarked eller et varehus som Ikea, så læg mærke til din umiddelbare reaktion ved synet af store bunker ting. Hvis en hylde eller en kasse er tæt på at flyde over af varer, er den psykologiske effekt på kunden: ‘Her er et hel container fyldt med ting, her gør jeg et genialt køb’. Mange små ting indikerer billigt og hurtigt, men det er ikke nødvendigvis sandt, og måske har du slet ikke behov for noget af det, der lige præcis i dag sælges fra kæmpe-bunken.

 

4. Du må godt tage en lur på en Ikea-sofa, men ..

Ikeas udstillingsmøbler er stylet og opstillet på en måde, så de ser indbydende og lækre ud. Man får lyst til at slå sig ned og afprøve de forskellige showrooms, og det er naturligvis helt i orden. I Kina er der dog rapporteret om lidt belastende kunder, som simpelt hen lægger sig til at sove i Ikea-sengene og skal vækkes et par timer efter, men det sker af en eller anden grund kun i asiatiske lande.

Hvis du alligevel får lyst til at slænge dig i en sofa en halv times tid eller kramme en pude ekstra hårdt, skal du være opmærksom på, at udstillingsmodellerne ikke udskiftes særlig ofte, og mange mennesker har rørt ved dem. Just saying.

 

5. Ikea-ansatte er trænede til kun at hjælpe i begrænset omfang

Det kaldes også ‘den skandinaviske service’, så det er på ingen måde et særligt Ikea-fænomen – mere et eksempel på nordisk afmålthed. Man skal insistere temmelig stædigt, hvis man vil have hjælp i en Ikea, for eksempel med at løfte noget.

Konceptet er ikke lagt an på, at de ansatte kommer styrtende ved mindste vink. I det hele taget skal kunden klare sig selv – det ligger ligesom i hele ideen.

 

Billedrettigheder: Yue Iris /Unsplash.com

Share: